Hvorfor har jeg skrevet dette blogindlæg? UNI-C er de forkerte til at bestemme, hvilke digitale lærermidler, der skal støttes. De famøse kr. 500 mio. må kunne bruges bedre.
Steen Hildebrandt holdt tidligere på året et foredrag, hvor han med hårde ord gik i rette med den måde som politikere og embedsfolk tænker det danske samfund og dermed også den danske uddannelsessektor.
”Hvis vi ikke ændrer retning, så ender vi der, hvor vi er på vej hen.” Sådan sagde Steen Hildebrandt. Han var ikke positiv med hensyn til den retning vi bevæger os i for nuværende. Han kunne faktisk heller ikke se nogen vigtige indikationer af, at beslutningstagerne i den danske skoleverden har tænkt sig at ændre på retningen.
Pisa
Pisa resultaterne er så aggregerede, at vi burde skamme os. De kan slet ikke bruges til at skabe retning for en samlet uddannelsespolitik. Ikke desto mindre er det faktisk sket over en årrække, her i Danmark. Anført af embedsmænd og politikkere i en grim alliance.
Steen Hildebrandt bragte også Einstein ind sin fremstilling af problemerne som uddannelser i Danmark står overfor – ”Et problem kan ikke løses med den tænkning, som har forstret problemet”. Mere af det samme won’t cut it!
Hvis jeg skal tage Steen Hildebrandts analyse alvorligt – det tænker jeg der al mulig grund til – så efterlader det bl.a. folkeskolen med store udfordringer. Jeg kunne vælge at tage debatten om arbejdstid eller de mange forskellige måder som reformen kommer til at udmønte sig lokalt. Det er ikke mit ærinde i dette indlæg.
Som ansat i forlagsbranchen og dermed særligt interesseret i hvordan undervisningsmidlerne udvikler sig, ligger det mig på sinde, hvad Undervisningsministeriet gør for at retningen for læremidler kan ændres.
UNI-C
Som det forholder sig nu, så gives der tilskud til indkøb af digitale læremidler, der er godkendt af UNI-C på Materialeplatformen. Kriterierne for denne godkendelse kan jo ikke være andet end ekstremt styrende for, hvordan forlag vælger at tilrettelægge deres udgivelser. Hvad enten det er enkelt udgivelser eller på platforme.
Mit problem er, at jeg slet ikke er sikker på, at disse kriterier er hensigtsmæssige i forhold til at kunne udvikle nytænkende, kreative, opfindsomme, spændende, fagligt udfordrende digitale læremidler. Kriterierne kan ses her: http://materialeplatform.emu.dk/for-producenter/index.html) Ved at lade UNI-C lægge standarden for, hvad der de facto er gode, digitale undervisningsmaterialer, så udelukker man også mange utraditionelle tanker, fra at komme ind på markedet. Det er helt sikkert ikke med til at gøre det nemmere at skifte retning. Jeg synes, der mangler en villighed til at turde kaste mange midler efter materialer, som i deres egen, måske lidt skæve facon, er med til at flytte på billedet af, hvad et digitalt læremiddel skal være i 2014.
Kom så…
Lad os slippe de kreative og opfindsomme kræfter løs, som findes i forlagsbranchen og i andre brancher, der har interesse i at gøre Danmark til det bedste sted at gå i skole. Vi skal være villige til at tænke anderledes – det hjælper ikke med flere retninger fra embedsværket.
Det hele skal ikke være sort, her til slut. Jeg ser bevægelser i den rigtige retning, fx har Mathias Poulsen skrevet om sin deltagelse i samarbejdsforum for udvikling af digitale læremidler – det er der kommet dette positive indlæg ud af.
Hav en god dag 🙂
innovativeteacher 